En forårsdag i Odense zoo

Holdte fri fra havearbejde og syslerier her i weekenden og nød en skøn forårsdag i Odense Zoo. 

Du kan se mange flere billeder her: En dag i Odense Zoo

Så må haven stå for skud senere på ugen og i næste uge, når vi holder påskeferie. Der skal nyt flis på derude og et par højbede skal laves. Et til blomster og et til jordbær 🙂

Det pibler op derude……

Lige nu er det rigtig hyggeligt at tage en tur rundt i haven. Det pibler op af jorden med løgplanterne og det bliver så hyggeligt, når haven er fuld af tulipaner, påskeliljer og pinseliljer. I år skal haven have en ordentlig omgang – den trænger til et lag nyt pyntebark rundt i bedene!

Den anden dag var vi i Bilka og faldt for nogle af Claus Dalby’s pakker med knolde og frø – så der er nye blomster på vej til haven. Foråret er jo så småt på vej og her i huset glæder vi os til en dejlig sommer med masser af grillaftener på terrassen.

Lige nu er haven ikke helt så farverig, men rundt omkring finder man små skønne farveklatter 🙂

Jeg elsker de lilla nuancer i krokuser.

Vintergækker som nu har stået et par år – vi havde ingen i haven og fik et par knolde foræret af mine forældres naboer :-)) 

Kransekage

En kage som jeg må vise Jer er min debut ud i kransekagens verden. Min søster har i mange år – efter min mormor forlod denne jord – stået for bagning af kransekage til familiens fester og højdepunkter. Hendes kransekages historie startede faktisk til mit bryllup og efter at have bagt….. jeg tror det er omkring 50 – ja så valgte hun at sige stop og nu var det det 🙂

Men den næste store dag i familien var så hendes 50 års fødselsdag……. og en dag kom mine forældre til mig og spurgte om jeg ville stå for den tjans. Det var med skeptiske miner, at jeg sagde ja og gik igang med at finde opskrift, søge bagetips og købe ind. Men helt galt gik det ikke for resultatet blev disse to – selv synes jeg, at de blev meget pæne og er ganske godt tilfreds med.

Min søsters kransekage-historie startede for 15 år siden til mit bryllup og sluttede sommeren 2011 til vores forældres Guldbryllup…….. Nu starter min til søsters 50 års fødselsdag, hvor den slutter og hvem som skal have den næste….. det får vi at se. Kransekageformene er ihvertfald i huset!

Min nyeste hobby

Min nyeste interesse er dekorering af kager. Det er et super hyggelig og afstressende afbræk i en travl hverdag. En af de første kager som jeg har lavet er denne 1ABess lagkage til mine teamkollegaer på lufthavnen – de er så søde at være smagskaniner for mig 🙂

Velkommen til min nye blog

Velkommen til min nye blog. Her vil du kunne læse om hverdagens små syslerier og finurligheder i en kreativ kvindes liv. En kvinde som bruger meget tid ved symaskinen, med strikkepindene, ved ovnen, etc. Der bruges også meget tid på mit og mandens opdræt af Norske skovkatte – så måske der også sniger sig et katteindlæg eller to ind på bloggen.
Hverdagen forgår i et skønt lille hus solidt plantet på den midtjyske muld og her på vores lille plet af verden har vi også den skønneste lille have. Når det kommer over os får denne en ordenligt omgang – elsker at nyde en sommerdag derude omringet af smukke blomster. Og hvad er bedre end en grillaften i smukke omgivelser 🙂 ………………………. Nå, men velkommen til min verden <3 Nu bliver det spændende, hvad tiden bringer på denne blog!